1. marts 2018

Integrationsborgmester: Tiltrængt og meget ambitiøst udspil

Det er et meget ambitiøst og tiltrængt ghettoudspil, som regeringen i dag præsenterede i Mjølnerparken.

Det mener beskæftigelses- og integrationsborgmester i København, Cecilia Lonning-Skovgaard .

"I København må vi erkende, at parallelsamfundene desværre har haft held til at overleve og trives igennem årene, og derfor er jeg rigtig glad for, at regeringen nu tager fat om problemerne ved rødderne. Mit mål er at vi i forlængelse af regeringens udspil står sammen på Rådhuset om at få flere i beskæftigelse og øger trygheden i de udsatte boligområder i København," siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

"Selvom vi har forsøgt mange ting i de senere år, så kommer vi ikke udenom at indvandrere og efterkommere stadig halter efter på arbejdsmarkedet. Det må og skal vi gøre noget ved, for job og uddannelse er nøglen til god integration. Det kan være en svær opgave for alt mange har levet i arbejdsløshed i lang tid i de her parallelsamfund, men med en højkonjunktur i ryggen, og den helhedsindsats som regeringen lægger op til, så tror jeg på, at vi kan lykkes," siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

I sidste uge fremlagde finansminister Kristian Jensen et regnestykke, der viser, at hvis ikke-vestlige indvandrere var på arbejdsmarkedet i samme grad som jævnaldrende danskere, ville samfundet have sparet 17 mia. kroner i 2015.

Det understreger ifølge Cecilia Lonning-Skovgaard de store økonomiske konsekvenser, som der er ved parallelsamfund, hvor arbejdsløshed er en naturlig del af hverdagen.  

"Vi har en unik chance for på tværs af partierne – og på tværs af landet – at gøre op med parallelsamfundene og insistere på at få endnu flere ind i fællesskabet. Det vil ikke kun skabe stærkere og mere trygge byer, men også øge vores velstand markant. Jeg synes vi skylder hinanden at gribe chancen ved at arbejde sammen om det her fælles mål," siger Cecilia Lonning-Skovgaard.

Med regeringens forslag lægges der også op til, at indføre et nyt resultattilskud på op til 1 mia. årligt, som kommunerne får, når flere ikke-vestlige indvandrere og efterkommere opnår uddannelse og beskæftigelse.