7. februar 2019

Tilbud til firmaer: Bliv sponsor for en ledig

Et nyskabende beskæftigelsesprojekt Sponsorjob har set dagens lys i København.

Nu kan virksomheder sponsorere ansættelsen af en medarbejder i en frivillig organisation.

København har fundet en ny vej til at få kontanthjælpsmodtagere tættere på arbejdsmarkedet. Tanken er helt enkelt: En privat virksomhed sponsorerer, at en ledig møder op på arbejde i en frivillig organisation.

”Vi bliver nødt til hele tiden at tænke i nye løsninger for at få så mange som muligt med i arbejdsfællesskabet. Med et sponsorjob kan en virksomhed tage et samfundsmæssigt ansvar og hjælpe en ledig tættere på arbejdsmarkedet og så samtidigt gavne en frivillig organisations daglige indsats,” siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Cecilia Lonning-Skovgaard (V).

Mange virksomheder vil gerne vise social ansvarlighed og gøre noget aktivt for, at personer, der har vanskeligt ved at få fodfæste på arbejdsmarkedet, kommer i job.

Men for nogle virksomheder kan det være besværligt at oprette stillinger med få timer, som udsatte ledige ofte har brug for.

Derfor kan man nu bruge projektet Sponsorjob og betale lønnen, mens arbejdet udføres i en frivillig organisation. De er i højere grad gearet til småjob på fem til 10 timer, fordi det er sådan, de ofte organiserer deres frivillige.

Madlavning og tøjsortering

Sponsorjob-modellen henvender sig især til aktivitetsparate kontanthjælpsmodtagere – det vil sige personer, der har stået uden for arbejdsmarkedet i lang tid, og som kæmper med andre problemer end at være ledig. Derfor vil et sponsorjob være tilpasset den enkelte, så man bidrager med det, man kan.

Opgaverne i de frivillige organisationer kan for eksempel være sortering af tøj til genbrug, madlavning i en varmestue og administrative opgaver.

Susie Surrigde har fået et sponsorjob i Kirkens Korshær, hvor mikrobryggeriet People Like Us har sponsoreret jobbet med 30.000 kroner på et år. Hun arbejder én dag om ugen, hvor hun sorterer tøj, uddeler tøj til hjemløse og udfører mere administrative opgaver.

”Der er mange grunde til, at jeg ikke har et 9-17-job. At blive en del af arbejdspladsen, at få en kontrakt, at deltage i personalemøderne og så videre har da helt klart givet mig et skud selvtillid,” siger Sussie Surridge.

Idémand bag sponsorjobbet og administrerende direktør i Ingerfair Frederik C. Boll håber, at flere virksomheder vil få øjnene op for projektet.

”Jeg er meget optaget af fællesskaber for dem, der lige nu står udenfor. Med Sponsorjob gør vi det nemt for virksomheder at gøre en kæmpe forskel for et menneske, som oplever, at der er brug for én,” siger Frederik C. Boll.

Fakta

  • Sponsorjob er et pilotprojekt, som ledes af Ingerfair.
  • I projektets pilotfase er der indgået samarbejde med Jobcenter København, konsulenthuset Incento samt NGO'erne Kirkens Korshær København og Danmission.
  • Når en virksomhed vælger at sponsorere et job, er det op til jobkonsulenten på jobcentret at finde en ledig, der vil passe godt til det givne job.
  • Projektet er støttet af Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering (STAR).